Der er ét bestemt Facebook minde, der er både nostalgisk og skelsættende for mig. Det er fra min sidste arbejdsdag i Rådet for den Europæiske Union den 3. December 2015 inden min familie og jeg drog til Kina. Der står jeg i min hvide kjole og lytter til min chefs tale. God vind, held og lykke, du vil blive savnet. Dejlige ord som jeg tog med mig. Her sidder jeg så, godt seks år senere, nu i Malaysia og forlænger hvert år min orlov. Jeg er så heldig at have det privilegium.
En større identitetskrise dominerede de første seks måneder i Kina. Hvem er jeg, når jeg ikke arbejder? Men stille og roligt indså jeg, at jeg stod med en kæmpe mulighed for at være en nærværende mor og bruge min tid præcis som jeg ville.
For at dele mine tanker omkring det at lande med 3 børn, en kat og 15 kufferter på en iskold December morgen i Beijing, startede jeg bloggen Ninemillionbicycles om hverdagen i Kina. Stille og roligt blev jeg mere og mere interesseret i at skrive. Jeg blev udgivet, fik mere blod på tanden, pitchede mere, skrev mere.
Det at arbejde freelance er normalt noget man selv kan styre. Der er intense uger med korte deadlines, der er uger hvor man næsten ikke får skrevet noget. Der er dage hvor man ikke får udrettet noget som helst - og så er der bare alt muligt andet i livet!
Hvis jeg skal prøve at beskrive en "typisk uge", ser den pt. nogenlunde sådan her ud:
Mandag: Pilates, planlægningsmøde af Fredagens Mandarin-English bandy (se Fredag).
Tirsdag: Normalt en Lise-Lise dag hvor jeg forsøger at undgå at lave planer. Hvis jeg har deadlines, arbejder jeg ofte på dem. Men ellers bliver det gerne til lidt for meget binge-watching af "Below deck" på Netflix. Hver anden Tirsdag mødes jeg online med Klub Bare SKRIV. Et dansk skrivefælleskab som hjælper mig usigeligt meget!
Onsdag: Cykling! Jeg læsser som regel min cykel bag i den gamle Toyota kl 07.15 og kører ud i naturen hvor jeg mødes med min fantastiske cykelgruppe. Når vi har cyklet et par timer eller tre, spiser vi gerne frokost på lokale caféer eller farm houses.
Torsdag: Om formiddagen har vi prøve med vores barbershop kor "Klang Valley Harmony" hjemme hos Ivy. Vi er færdige kl. 12 men bliver ofte hængende og spiser og snakker. Når vi har projekter med Kuala Lumpur City Opera, har jeg også prøver torsdag aften.
Fredag: Normalt pilates - men i disse uger er jeg medvært i et Engelsk/Mandarin projekt hvor deltagerne gerne vil forbedre enten deres engelsk eller kinesisk. Det foregår gennem forskellige aktiviteter som f.eks madlavning, hiking eller quizzer. Om eftermiddagen holder vi gerne "wine o'clock" med nogle piger der bor i samme bygning som mig. De er alle søde og accepterer at jeg ikke drikker (for tiden ?/ længere?). Læs hvorfor her.
Lørdag: Ah, weekend! Ja, den følelse er ikke forbeholdt fuldtidsarbejdende. Lørdag morgen cykler jeg normalt med min mand Francesco - men for tiden er jeg ved at tage motorcykelkørekort sammen med min datter Rebecca. Vi skal have 16 køretimer inden vi kan gå op til køreprøven.
Søndag: Fast hike-dag med vores dejlige "Kemensah crew" opkaldt efter junglen i Kemensah, et kæmpe område bagved Kuala Lumpur Zoo. Alt afhængig af ruten, er vi normalt hjemme ved 13 tiden - godt brugte efter 3-4 timers jungle-bashing.
Så er der selvfølgelig alt det der ikke er et fast program. Mine 2 bogklubber (en dansk og en engelsk), frokoster, gåture og oplevelser med de skønne danske piger her i KL, sociale arrangementer - og ikke mindst rejser. Da der endelig blev genåbnet for indenrigsrejser i Malaysia i Oktober 2021, skal jeg love for at vores føromtalte gamle Toyota kom på overarbejde. Min mand og jeg har været på mange weekendture til stranden og enkelte byer her i Malaysia - når vi er heldige, tager vores datter også med. Vi krydser fingre for snarlig genåbning af de Malaysiske grænser så vi kan få besøg af familie og venner, rejse mere rundt i Sydøstasien og ikke mindst besøge vores sønner i USA og Frankrig uden det helt store rejse- og karantænebøvl.
Når jeg ser på min hverdag nu, fatter jeg ikke hvordan jeg nogensinde havde tid til at arbejde fuld tid. Jeg nyder min orlov - vel vidende at denne komplette frihed beror på en unik mulighed jeg ikke får igen. Om et eller to år skal jeg tilbage til mit job i Bruxelles. Jeg glæder mig sindssygt meget! Også selvom jeg ved, at jeg vil smågræde hver gang jeg tæsker op ad Avenue de Tervueren i silende novemberregn og når jeg skal spare på feriedagene. Så øh...Carpe Diem!