Trods det at vi skriver slutningen af marts, kanter vi os forbi hinanden i mørkeblå vinterfrakker. Vi finder vores pladser, nikker undskyldende til sidemanden hvis vi sidder inderst og glæder os til første bid af en overdrevet dyr basse fra Lagkagehuset.
Jeg er omringet af kvinder der strikker. Der strikkes og der snakkes. Snakkes om strikning. Den enes søster nægter at kopiere strikkeopskrifter og dele dem med andre. Men hun er åbenbart også jurist.
En flok unge fyre er ombord. De må være i band sammen. Ud fra deres påklædning gætter jeg på punk. Men man ved jo aldrig. Den enes kæreste har været syg. Det rører mig at de taler om det. Kæresten har det åbenbart bedre nu men sidst de var ude at spille var han ’godt nok hårdt spændt for’.
Jeg prøver at lade som om at jeg er dybt opslugt af Maren Uthaug’s ”11%” som jeg fandt i hardback til 299, men kan jeg lige nøjagtig høre, de to kvinder på række 14 hviske om deres chef. Jeg forestiller mig, at han også er ombord. Team building i Paris? Power points om dagen og underholdning på Seinen om aftenen? Chefen skulle lige vide.
Her sidder vi sammen. I vores danskhed og franskhed og international-hed. I ingenmandsland, forenede i et tilfældigt spil. Mobilen må tændes når maskinen holder helt stille. ”Cabin crew disarm doors”. Vores fælles øjeblik er slut.