Jeg tror, jeg er født med udlængsel. Men det lå ikke ligefrem i kortene, at jeg skulle bo i udlandet. Som barn kunne jeg ikke være væk fra mine forældre så meget som en enkelt nat. Jeg var den der altid skulle hentes fra FDF sommerlejr. Når aftenen gik på hæld, og vi sad omkring lejrbålet og sang aftensang, fik jeg altid en underlig hjertebanken. For nu skulle jeg sove uden mine forældre. Det var en rædselsfuld følelse som ingen forstod - og et problem der prægede min opvækst lige indtil ”den kolde tyrker”. USA Turné med Klarup Pigekor da jeg var 15 år gammel. Jeg hylede hver eneste dag (stakkels værtsfamilier) og tryglede allerede i lufthavnen vores korleder om at lade mig blive hjemme. Den gik ikke – og efter turen kunne jeg som 15-årig endelig erklære mig kureret for hjemve. Så skal jeg ellers love for, det gik i den modsatte retning. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok afsted og i år er det 23 år siden jeg forlod Danmark.
Udlængslen gik ikke over så snart jeg fløj fra Tirstrup den junidag i 1998. Den er der stadig. En dag sad jeg med en dansk ven på en café I Bruxelles. Jeg sagde ”åh, jeg vil bare så gerne ud!”. Hvortil han svarede: ”Jamen Lise du er jo allerede ude!”. Nå ja.
Udlængsel er et ord der er svært at oversætte til andre sprog. Man længes nostalgisk efter noget, man endnu ikke har prøvet – steder man endnu ikke har set. Udlængsel har ikke noget med penge at gøre. Den er ikke forbeholdt dem der har råd til at rejse og det har intet at gøre med jetsetter-livsstil. Det er en længsel efter det fremmede som kan ramme alle – hvad enten man bor på hovedgaden in Vester Hjermitslev eller i en strandhytte i Mikronesien. For nogen er udlængsel en fase – en midlertidig lyst som kan tilfredsstilles ved at rejse ud et stykke tid. Mens den hos andre bliver boende indeni én hele livet. Jeg tror jeg hører til sidstnævnte kategori.